Socialisering og miljøtræning: hvad betyder det egentlig?

Når man får en hvalp hjem, hører man ofte at den skal socialiseres. Men hvad indebærer det egentlig? Og hvad er forskellen på socialisering og miljøtræning?
Mange tror fejlagtigt, at socialisering betyder at hvalpen skal hilse og lege med alle hunde, den møder, så den lærer, at fremmede hunde er ufarlige. Men i naturen ville hvalpen primært være sammen med sin egen flok og ikke konstant opsøge nye hunde.🐕
Socialisering handler i virkeligheden om at lære hvalpen at føle sig tryg i forskellige situationer og omgivelser – ikke om at skabe en forventning om, at den altid skal lege med andre hunde.
Tryghed frem for overeksponering
I den første tid i sit nye hjem bliver hvalpen præsenteret for en masse nye oplevelser, lyde, lugte og mennesker. Det er vigtigt at vise den, at verden ikke er farlig, men det betyder ikke, at den skal hilse på alle hunde den ser.
Hvis man vænner hvalpen til at hilse på alt og alle, risikerer man at få en voksen hund, der altid søger kontakt med fremmede – også i situationer, hvor det ikke er hensigtsmæssigt. Samtidig kan det skabe usikkerhed og stress, hvis hvalpen presses til at interagere med hunde, den egentlig ikke har lyst til at møde.
En hvalp lærer af de erfaringer den får som lille, men når den bliver ældre og dens naturlige instinkter udvikler sig, kan tidlig træning komme i konflikt med dens medfødte drifter. Dette gælder især i forbindelse med kønsmodning, hvor mange hunde begynder at ændre adfærd i mødet med fremmede.
Den bedste socialisering er ro og balance
Det mest hensigtsmæssige er at lære hvalpen at forholde sig roligt omkring fremmede hunde – ikke at den nødvendigvis skal hilse på dem alle. På den måde mindsker man risikoen for unødvendige konflikter, og hvalpen lærer, at andre hunde bare er en del af omgivelserne, ikke nogen den behøver opsøge.
Det betyder selvfølgelig ikke, at hvalpen ikke kan have et par faste legekammerater, men der er stor forskel på at have trygge, kendte venner og at hilse på enhver hund, den møder.
Gode sociale færdigheder handler ikke om at være venner med alle – men om at være tryg i sin verden og hvile i sig selv.
Efterlad en kommentar